Rejsehistorier

Vores rejsehistorier bliver opdateret med virtuelle postkort, gæsternes egne billeder, hilsner fra vores lokale partnere og vores egne oplevelser fra Latinamerika.

Lidt rejseindtryk fra vores SPOTdeal til Peru og Amazonas:

En hilsen fra vores finske rejsende der deltog i Patagonian Marathon:

It was great once-in-a-lifetime experience trip to Patagonian, Chile; run a full marathon in Torres del Paine natural park and see all the mountains, waterfalls and great Glacier de Grey.
Keep-on travel customized us the whole trip including flights, hotels and all transportations with excellent guides. Trip went fine and it was even better than expectated.

Rejsebrev 17

Så er vi tilbage fra vores rejse ind i Amazonas regnskov, hvor vi har oplevet dette fantastiske – men også vanvittige sårbare – øko-system. Ud over den vilde vegetation har vi bl.a. set de mest fantastiske dyr, hilst på én af de lokale familier og fisket piranhaer.

Vores base var den hyggelige flodbåd Tucano der sikkert sejlede os længere og længere ind i Rio Negros virvar af øer og småfloder. Flere gange hver dag forlod vi imidlertid Tucano og begav og dybt ind i den oversvømmede del af regnskoven i den lille grønne motorkano eller kajakker.

Hver morgen klokke seks når solen stod op og regnskoven vågnede og hver aften når mørket havde sænket sig over regnskoven tog vi afsted for at opleve dette fantastiske sted. På denne tid af året er vandstanden i Rio Negro 17-18 meter over laveste vandstand hvilket gav os en unik mulighed for at se regnskoven på tætteste hold om natten.

Efter morgenturen og morgenmaden havde vi vores daglige gåture ind i regnskoven. Den var varm og fugtigt men gav en fantastisk forståelse for hvor sårbar regnskoven er. Her handler alt om overlevelse og alle planter og dyr lever i en evig kamp om regnskovens få ressourcer, sollyset og vandet.

Vi var heldige at se en masse forskellige dyr – specielt fugle – men fik også tid til at besøge en lokal familie, bade i det sorte vand et sted uden de lokale krokodiller og fiske piranhaer. Piranhaerne var nogle hidsige små bæster der bed efter alt og alle når de blev fanget, men den suppe der blev kogt på dem tilbage på Tucano smagte perfekt.

Hvis man interesserer sig for naturen eller fugle er Amazonas regnskov ét af de mest fantastiske steder man kan besøge og vi glæder os til at kunne tilbyde denne og andre safarier ind i regnskoven i løbet af efteråret.

Med vores tur ind i regnskoven er vores inspirationsrejse slut for denne gang og turen går via Sao Paulo hjemad mod Danmark.

Rejsebrev 16

Så er vi ankommet til Manaus ca 2.000 kilometer inden i Amazonas regnskoven. Her er varmt og fugtigt og den eneste måde at kommer herind på er med fly eller båd op ad Rio Negra og Amazonfloden.

Vi venter på at komme ombord på flodbåden Tucano der de næste fem dage skal bringe os længere ind i regnskoven.

Mens vi venter har vi været en tur rundt i byen, som oprindelig blev rig på Gimming mellem 1870 og 1920. Da gummieeventyret forsvandt blev Manaus gjort til frihandelszone og har tidligere haft en LEGO-fabrik og har i dag fabrikker for alle de store motorcykelmærker

Byens stolthed er deres opera. Alle materialer som marmor, krystallysekroner og gobeliner er fragtet fra Europa og ind i junglen omkring forrige århundredeskifte

I Manaus lever man med regnskoven og på det lokale marked er det muligt at købe planter plukket inde i regnskoven mod alskens lidelser. Det mest solgte produkt er efter sigende naturens egen variant af Viagra 😊

Fra havnen af er det muligt at komme endnu længere ind i regnskoven. Vi er en tur ombord på et af de skibe der tager de lokale op til 1.000 kilometer dybere ind i regnskoven med deres varer

Tilbage på hotellet er det tid til at stige ombord på Tucano og dermed også et farvel til telefondækning og internet.

Rejsebrev 15

Blandt de mange ting man bør se i Buenos Aires er operaen, som anses for at være én af de tre bedste i verden – ikke kun pga den storslåede bygning men også pga akustikken. Pavarotti spøgte med at han ikke kunne lide akustikken fordi den er så perfekt at den afslørede den mindste fejl han lavede. Det er i øvrigt den eneste operaen i verden der har ståpladser.

En anden helt vild ting at se er boghandlen El Atenero, der af den engelske avis The Guardian er udråbt til den anden smukkest boghandel i verden. El Atenero er indrettet i et gammelt teater og er kombineret med en café hvor man læse i bøgerne inden man besluttet sig for om man vil købe 😊

Vi besøgte naturligvis begge steder.

En tredie god oplevelse i Buenos Aires er “The Argentinian Experience”. Det er et restaurant-koncept hvor rejsende fra hele verden spiser sammen ved lange borde samtidig med at de under sjov og ballade lærer forskellige ting om Argentina.

Vi deltog sammen med 25 andre rejsende fra 10 forskellige nationer. Under middagen havde vi konkurrencer i at lave den bedste empanadas og blev introduceret til betydningen af argentinernes forskellige gestikuleren, kunsten at lave en god maté samt andre sjove indslag. I løbet af ingen tid var 25 mennesker blevet de bedste venner, naturligvis hjulpet godt på vej af rigelige mængder god vin fra Mendoza.

Sidste dag i Buenos Aires kørte vi nord for byen ud på pampassen. Her besøgte vi en Estancia for at se de lokale gauchos arbejde med kvæget – og naturligvis smage på dyret – simpelthen smage på dyret. I Argentina skal man i øvrigt vide at mår man bliver spurgt om man vil have “Meat” så menes der naturligvis oksekød. Kylling og svin er ikke rigtig kød på de kanter 😊

Inden vi tog til lufthavnen for at tage natflyet til Manaus, nød vi aftenen i Palermo Soho. Det er ubetinget ét af de fedeste steder i Buenos Aires (eller nogen anden storby). Spisesteder, caféer og små butikker med egne design ligger side om side og stemningen er ekstremt hyggelig.

Vi takker til Buenos Aires for denne gang og ser frem til den næste uges oplevelse i Amazonas regnskov.

Rejsebrev 14

Så er vi ankommet til Buenos Aires.

Buenos Aires er en fantastisk by med alt hvad en international metropol har at tilbyde.

Store dele af byen er bygget i slutning af 1800-tallet og arkitekturen er meget inspireret af arkitekturen i Paris. Den centrale del er fyldt med brede boulevarder, hyggelige cafeer og masser af restauranter og de mange store parker er ekstremt velholdte og rene

Vi indledte vores besøg med en rundtur i byens forskellige kvarterer og var bla en tur i La Boca med alle dens forskelligfarvede huse og naturligvis fodboldklubben Boca, hvor legendariske Maradona spillede i sin tid.

La Boca var også området hvor den argentinske tango opstod i en fusion mellem de mange italienske, spanske og tyske indvandrere der ankom til bydelen.

Argentina og tango hører derfor uadskilleligt sammen og første aften i byen var vi til et af de mange tangoshows. Inden da var vi back stage, hvor vi fik en enkelt lektion i tango for at smage på denne passionerede dans.

Torsdag fulgte vi tangotræningen op med et besøg på en Milonga hvor de lokale argentiner mødes for at danse. Her hersker de gamle dyder hvor kvinderne venter på at blive budt op af mændene, hvorefter de lader sig føre rundt i denne erotiske dans. Stemningen på Le Beso emmede af passion!

Tidligere på dagen torsdag var vi en tur i Tiger-deltaet i den 220 kilometer brede flod Rio de la Plata. Størrelsen af deltaet er halvdelen af Danmarks areal og alle de små øer der er skabt af aflejret materiale fra den enorme flod er bebygget. Her foregår al trafik med båd og det lokale supermarked kommer sejlende til én hvis man husker at hænge en rød klud eller en tom bærerpose ud på sin anløbsbro.

Argentinas historie på godt og ondt ses tydeligt i Buenos Aires og argentinerne kan lide at give deres menig til kende med hyppige demonstrationer på byen centrale torv.

Argentinerne er også festglade mennesker og nattelivet er i den grad pulserende og barer og diskoteker lukker normalt først klokken 6 om morgenen.

Rejsebrev 13

Tirsdag mens mørket stadig indhyllede Salta begyndte vi en køretur 250 kilometer nordpå mod de regnbuefarvede bjerge i Pumamacha.

Undervejs hyggede chaufføren og guiden sig med Argentinas nationaldrik maté samt lokal folkemusik fremført at bands med rammende navne som “Los 4 Gauchos” og “Los Gauchos del Salta”. Det var flerstemmigt opera med ekko på max og guitarer stemt så hårdt at det lød som når man spiller på en æggedeler, men de nyd det i fulde drag og sang lystigt med – inklusiv med pling-lyder når der blev spillet soloer på æggedeleren 😊

Mens de havde sig en fest foran nød jeg synet af det knastørre kaktusfyldte landskab, der passerede forbi. Efterhånden som vi bevægede os op i bjergene begyndte de første farvede bjerge at dukke frem. Først som små farvede pletter og senere som farvede bølger i bunden af bjergene.

Det syn der mødte os i Purmamacha slog imidlertidig alt andet. Både det syv-farvede bjerg og de farvede bjerge omkring byen er det mest spektakulære naturfænomen jeg nogensinde har set.

Grønne, røde, gule og lilla-farvede klipper bølgede mellem hinanden i området omkring byen. Bjergene kan ikke beskrives men skal ses i virkeligheden!

Efter Pumamacha kørte vi videre nordpå til Pucara og ruinerne af en civilisation, der eksisterede før Inkaerne erobrede området. Deres huse var bygget det specielle klima i bjergene hvor temperaturerne godt kan svinge 30 grader i løbet af dagen.

Undervejs nåede vi at gøre holdt ved kirken i Uquia, hvor de originale malerier af englene med våben hænger samt et lokalt marked, hvor én af de udbredte varer var coca-blade. I den del af regionen så alle ud til at tygge på Coca-blade som skulle være specielt godt for fordøjelsen!

Frokosten skulle have bestået af lamasteg, men det var desværre udsolgt, så det blev i stedet til ged. Sidst på dagen gik turen tilbage til Salta – denne gang til lyden af panfløjte og trompeter 😊

Rejsebrev 12

Mandag gik turen til Salta i det nordvestlige hjørne af Argentina for at møde den gravide Jomfru Maria og engle med geværer.Salta var én af de første byer der blev grundlagt i Argentina, idet spanierne erobrede Argentina via Peru, hvor Lima var hovedstad i det nye rige.

Mandag indledte vi med en tur i byen der i centrum stadig er rigtig hyggelig med bygninger tilbage fra kolonitiden og hvor alt nyt bliver bygget i samme stil.Med til erobringen af Argentina hørte omvendelsen af de indfødte til kristendommen. En væsentlig del af kristendommen er engle, og for at forklare de indfødte at spanierne kom med det gode ligesom englene fremstillede man en række malerier af de spanske soldater med englevinger og geværer, lanser og trommer. Malerierne kan stadig ses i enkelte kirker.Til trods for den overbevisende indsat for at omvende de indfødte til kristendommen dyrkes Moder Jord, Solen og Månen stadig i fusion med katolicismen i området omkring Salta.Selve Salta er dog meget katolsk hvilket bla ses på de mange smukke kirker. Én af dem huser en helt speciel figur af Jomfru Maria i højgravid tilstand.Efter rundturens i Salta nåede vi en kort tur til junglen i Andesbjergene vest for byen. Her er gode hiking-ruter og mulighed for at se bla. pumaer.


Rejsebrev 11

Argentina har ca 1.300 vingårde, hvoraf 1.100 ligger i Mendoza. Vinen fra Uco Valley anses for at være noget af det bedste og søndag gik turen derfor dertil for at besøge et par gårde.

I Mendoza-regionen er der ca 150 gårde der officielt tager imod besøgende, men hvis man har en favoritvin kan vi hos Keep On Travel stort set altid arrangere et besøg på gården.

På en del af vingårdene i Uco Valley har man mulighed for at købe vinen til engrospris og få den sendt fragtfrit hjem. Man kan til og med blive medlem af deres vinklub og modtage x antal flasker hver 6. måned så men er sikker på ikke at løbe tør 🙂

Det er én af grundene til at Uco Valley er én af vores favoritterdestinationer.

Vejrudsigten for Mendoza lovede 20 grader onsdag men søndag var det altså -4 og sne! Det er temmelig usædvanligt på de kanter og skabte en del problemer for de argentinske billister. Flere veje blev lukket pga 2-3 cm sne 🙂

Problemerne blev dog til fulde opvejet af et udsædvanlig smukt landskab.

“Hjemme” på Club Tapiz besluttede vi os for at deltage i aftenens vinsmagning. Blødt placeret i sofaerne omkring ilden i pejsen sammen med to amerikanske par fortalte manageren Alexander om de forskellige vine og en hel del om hvornår forskellige vine skal trækkes op og dekanteres eller ikke dekanteres. Vi afprøvede også virkningen af forskellige typer glas m.m.

Det hyggelige ved vinsmagningen på Club Tapiz er i øvrigt at de flasker der er blevet smagt på bliver stående til alt er drukket og da de to amerikanske par var åbne og snaksaglige som de fleste amerikanere fik vi drøftet en del emner inden vinen var drukket.

Senere på aftenen da jeg sad alene tilbage kom Alexander tilbage med en speciel hvidvin. Da han vidste jeg skulle videre til Salta var der lige en vin mere jeg skulle smage på. Superhyggelig stemning og fantastisk personlig service

Dagen kom alt i alt til at byde på smagning af 14 forskellige vine så hvis man er til den slags er en rejse til Mendoza absolut en overvejelse værd.

Rejsebrev 10

De lave vintertemperaturer gør at hiking i Andesbjergene normalt er en sommeraktivitet, men for at få en fornemmelse af mulighederne i området begav vi os alligevel afsted mod Aconcagua Nationalpark tidligt lørdag morgen.

Turen derop gik indledningsvis sydpå ad Ruta 40 – Argentinas svar på USAs Route 66. Efter et stykke tid skiftede vi til Ruta 7 mod det bjergpas der udgør grænsen mellem Argentina og Chile.

Ved Uspallata blev vi imidlertid stoppet første gang af en politipost. Det sneede kraftigt i bjergene og passet mellem Argentina og Chile var derfor lukket. Efter en times tid fik vi imidlertid lov til at fortsætte da vi kun skulle op til Aconcagua Nationalpark

Turen op gennem bjergene (hvor filmen “Syv år i Tibet” i øvrigt er filmet) var utrolig smuk med bjerge, der var farvet i røde, grønne, brune og sorte nuancer alt afhængig af hvilke metaller og mineraler der fandtes i klipperne

Efterhånden som vi bevægede os op ad bjerget begyndte sneen at ligge tættere og ved Inca Bridge havde politiet stoppet al trafik. Med kun tre kilometer til Aconcagua Nationalpark parkerede vi bilen og efter lidt snak frem og tilbage med politiet fik vi lov til at fortsætte det sidste stykke til fods.

Termometeret viste på det tidspunkt -8 grader men med en kraftig vind på omkring 12-15 meter i sekundet føltes det som -25 og det var bidende koldt.

Vi var imidlertid fast besluttet på som minimum at nå op til indgangen til nationalparken, så godt pakket ind fortsatte vi de tre kilometer til fods.

Ved indgangen til nationalparken kontaktede vi de lokale Rangers som gav os lov til at fortsætte en kilometer ind i parken til det udkigspunkt hvor man normalt kan se toppen af Aconcagua.

Inde i parken gav bjergene os lidt læ, men sneen gjorde desværre at vi ikke kunne se Aconcagua.

Trods den isende kulde var det nu alligevel en fed tur og på vejen tilbage besluttede vi os for at følge det gamle jernbanespor mellem Argentina og Chile

Med vinden i ryggen var kulden ikke så voldsom og turen ad det gamle spor var utrolig smuk (så langt vi kunne se 😊)

De mange gange handskerne måtte af for at tage billeder gav lidt stive fingre så tilbage ved Inca Bridge var det godt at komme ind i den varme bil og efterhånden som vi kørte ned ad bjerget kom bevægeligheden tilbage i fingrene 😊

Lørdag var også dagen hvor vi skulle prøve et nyt hotel så nede fra de kolde Andesbjerge fortsatte vi til Club Tapiz.

Tapiz er en super lækker vin- og olivenfarm med små hyggelige værelser, en fantastisk restaurant og ikke mindst sauna og spa.

Stemningen er hyggelig og hver aften klokken 20 er der vinsmagning i sofaerne rundt om kaminen. Her fortæller manageren Alexander om de forskellige vine kombineret med diverse anekdoter.

Lørdag aften tilbragte jeg dog i den varme spa

Rejsebrev 9

Torsdag aften efter ankomsten til Mendoza skulle vi afprøve et nyt koncept med madlavning sammen med en argentinsk familie i deres hjem

Frederico der er revisor og Victoria der er psykolog lagde hus og terrasse til. Maden blev lavet over åben ild på terrassen alt imens vi nød de første flasker argentinsk vin.

Middagen var en stor succes og det var positivt at opleve hvordan fremmede mennesker fra to forskelllige verdensdele hurtigt kan falde i snak til et god stykke efter midnat. Det var superspændende at høre om Franciscos og Victorias liv og de fik en åben invitation til at besøge os når de en dag kommer til Skandinavien

Fredag stod den på vintur. Vi besøgte vingårdene Renacer og Ruca Marlen, der dog lå lidt vintertriste hen men med en fantastisk udsigt til Andesbjergenes tinder omkring 70 kilometer væk. Her lærte vi hvorfor Mendoza er i stand til at levere vin af meget ensartet kvalitet år efter år. Mendoza-området er oprindelig ørken med 300 solskinsdage om året og stort set ingen regn. Det gør at vinbønderne kan styre vandingen af vinmarkerne og derved udviklingen af druerne meget præcist – og det er bla med til at give den gode vin.

Med til vinturerne hørte naturligvis vinsmagning samt en seks-retters gourmet frokost og tilhørende vinmenu. Konceptet er veludviklet i Mendoza og retterne eksperimenterende – så vi fik blandt andet aske og kalvehjerne!

Tilbage i Mendoza by nåede vi lige en gåtur inden sengetid. Her stødte vi på en af argentinernes favoritter – en combo af Cola og Fernet Branca. Velbekomme.

Rejsebrev 8

Flyet ud af Colombias Kafferegion var forsinket, hvilket gjorde, at vi missede flyet til Santiago de Chile. Avianca Airlines håndterede det dog perfekt. Vi blev installeret på 5* hotel i Bogotá natten over og fløj videre til Santiago næste morgen.

Onsdag eftermiddag ankom vi lettere forsinket til Santiago 4.000 kilometer syd for ækvator og trådte fra Colombias sommervarme ind i Santiagos vinterkølighed. Vinterkølighed – for med 15 graders varme var det ikke rigtig vinter i Santiago. Den halvmørke eftermiddag og den kølige luft gav dog følelsen af, at julen var lige rundt om hjørnet.

Med den forsinkede ankomst missede vi desværre vores planlagte “cooking class” men nåede dog en rundtur i byen.

Én af de fede ting ved Santiago er alle dens butikker med designertøj og -sko. Design og kvalitet er i absolut top med masser af nyskabende og spændende design – og priser der er i absolut bund.

En anden ting vi nåede var en tur på nogle af de mange hyggelige restauranter og barer i byen.

Fra én af barerne blev vi lokket af lyden fra Aerosmiths “Dream On” og dens budskab om at leve livet mens tid er. Det mente vi passede perfekt med, at vi netop etablerede Keep On Travel, fordi vi ville give folk oplevelser for livet med vores rejser, så der svingede vi ind. På baren faldt vi i snak med DJ’en og endte med at få lov til at sammensætte aftenens spilleliste 😊 – der nok blev lidt hårdere end han havde forventet 🤘

Efter godt 24 timer i Santiago fløj vi torsdag eftermiddag videre til Mendoza i Argentina netop som solen gik ned over de mægtige Andesbjerge.

Rejsebrev 7

Byen som hellere ville have vand end guld.

Hun rækker hånden ud og lægger den på min skulder mens hun ser mig dybt i øjnene med et intenst blik, som ville hun sige ”- det kan du da godt forstå, ikke – at vi hellere ville have vand end guld”.

Mens hun taler videre lader hun sin hånd blive liggende på min skulder, som havde vi kendt hinanden altid. Hendes udtryksfulde ansigt fortæller ligeså meget som hendes ord og hendes fortælling om hvordan de kæmpede for at deres flod og kaffeplantager ikke skulle forvandles til åbne guldminer fascinere mig og skaber billeder for mit indre blik af hvordan de demonstrerede for at bevare deres smukke by.

Vi er i Pijao og jeg har i virkeligheden kun kendt Valentina i en halv time så hendes gestus er blot et udtryk for den åbenhed vi har mødt overalt i Colombia. Alfredo bemærker hendes hånd på min skulder ”- bemærk hendes hånd – og hun tænker ikke engang over det – sådan er de bare her i Pijao” siger han. Valentina bliver opmærksom på sin hånd og vi griner, sådan som vi kommer til at gøre det mange gange samme den eftermiddag.

Vi er på rundtur i Pijao. De lokale har åbnet deres døre for os og vi er blevet inviteret indenfor i deres hjem. Vi ser hvordan de bor og får en snak om løst og fast – om hvordan deres liv er, om dengang i 2001 hvor guerillaerne kom forbi byen, om sidste uges afstemning om hvorvidt de skulle bevare deres rene flod og kaffeplantager eller lade et selskab udvinde guld fra bjergene.

Når talen falder på afstemingen tændes en glød i deres øjne og med 2.610 stemmer imod minedriften og bare 25 stemmer for er de meget enige. De synger i kor slagsangene fra sidste uges demonstrationer. ” – Vi vil have vand og ikke guld” og ”- vand kan drikkes det kan guld ikke” er bare nogle af de slagsange de har komponeret og rundt omkring på gadedørene kan man stadig se valgplakater.

Vi besøger i alt tre forskellige hjem og alle steder er de lige åbne, invitere på aromatica lavet på frugter fra egne haver og viser rundt blandt nips, verandaer og et utal af Kristusfigurer, rosenkranse og billeder af den Helllige Jomfru.

Mellem to af besøgene spiser vi frokost på det lokale torv. Jeg tilbyder at betale for frokosten men Alfredo og Alfredo instisterer begge på at betale selv. Jeg insisterer også og efter lidt insisteren frem og tilbage får jeg endelig lov til at betale. 60 kroner for fire gange frokost med guanajuice – Colombia er et billigt land at leve i og med skandinaviske lønninger virker 6 kroner for en øl på en bar, 15 kroner for en frokost og 4 kroner for en snack i et gadekøkken som uvirkelig billigt.

Inden vores tur til Pijao har vi været på rundtur på kakaofarmen ved ”Hotellet uden Nøgler”. Vi har set plantagen og deres produktion. I modsætning til kaffe er kakaoproduktionen mere simpel men det er stadig fascinerende at se de store glødende røde frugter på de 60.000 busker der er på farmen.

Med til kakaoturen er også en tur ind i en bambusskov. Bambussen er et andet kendetegn ved regionen og stort set alt træværk i huse og hegn er lavet af de gigantiske bambus.

Da vi er startet tidligt mens disen stadig ligger over dalen ser vi et væld af smukke fugle der er i gang med dagens første fouragering. 1.920 fuglearter er der i Colombia og den ene er mere farvestrålende end den anden.

Efter Pijao kører vi til Colombias mindste by og kaffefarmen San Alberto. San Alberto er en middelstor farm som producerer den mest prisvindende kaffe i verden. Det er altså kvalitetskaffe når den er bedst vi skal lære hvordan produceres.

San Alberto er opkaldt efter ejerens bror Alberto, der ulykkeligt døde som ung. For at mindes sin søn ændrede ejerens far navnet på plantagen til San Alberto.

San Alberto er yderst velordnet. Produktionen er veltilrettelagt, kaffeplukkerene har ordnede forhold, alt fra produktionen bliver genbrugt og San Alberto har de certifikater der viser at tingene er i orden.

Hemmeligheden bag San Albertos mange priser er at de blender kaffen så den smager ens hver gang. Hvert lille område på farmen har sin egen smag og og de smager sig hele tiden frem til hvordan bønnerne skal blandes så smagen er ens. San Alberto ligger i 1.600 – 1.800 meters høje og da højlandskaffe indeholder mere syre, har deres kaffe en frisk syrlig smag.

Vi bliver vist rundt af Camelio som er en sand ekspert i kaffe. Vi er heldige at være der netop som plukkerene kommer ind med dagens høst og vi overværer hvordan høsten bliver vejet og plukkerene afregnet. Bønnerne bliver straks sendt til afskalning, vaskning og sortering i et støjende anlæg med et utal af bevægelige dele der truer med at rive hænder og fingre af én hvis man ikke passer på. En halv time efter dagen høst er vejet er verdens mest prisbelønnede bønner lagt til 12 timers fermentering i store kar.

Efter turen rundt i plantagen og produktionshallerne inviteres vi på kaffesmagning og Camelio lærer os hvordan en rigtig kop kaffe skal laves så bitterheden undgås. Vi lærer om de forskellige nuancer i kaffen, om lugten, aromaen og smagen. Vi prøvesmager to forskellige kaffer. Den ene smager godt. Den anden kan jeg ikke lide – det viser sig at være San Albertos 😊. Smag og behag er tilsyneladende forskellig.

Turen i Colombias kafferegion er ved at være slut. Næste stop er Santiago i Chile og mens vi kører mod lufthavnen i Armenia går solen endnu engang ned over den frodige Kafferegion. Lidt triste over at skulle forlade al denne skønhed tager vi afsked med Alfredo og Alfredo – uvidende om de problemer der venter os forude……

Rejsebrev 6

Hotellet uden Nøgler

Mandag tog vi ad ”The Coffee Highway” fra Manizales i den nordlige del af kafferegionen til Hacienda Bambusa i den sydlige del.

Undervejs gjorde vi holdt i Cocora Valley og så de 60 meter høje vokspalmer og i Filandia faldt vi i snak med ”Gringo” om hans arbejde med Wounaan Nonam indianerne inden vi sidst på eftermiddagen nåede frem til ”Hotellet uden Nøgler”.

Inden vi drog afsted på ”The Coffee Highway” nåede vi dog at få den rundtur på Hacienda Venencias kaffeplantage som vi missede dagen før (1. billede og video). Her fik vi det første indblik i hvorfor Colombia leverer verdens bedste kaffe og til vores overraskelse er det udover at Arabica-planten giver finere kaffe end Robusta-planten ikke så meget jorden der gør colombiansk kaffe ekstra god men sorteringsprocessen hvor de dårlige bønner sorteres fra igen og igen.

På “The Coffee Highway” erfarede vi at det der engang var en smal vej hvor kaffen blev fragtet på hesteryg gennem regionen i dag er en stor firesporet highway, hvor lastbil efter lastbil fragter det brune guld fra Colombias 6.500 kaffefarme gennem regionen på vej til alverdens markeder. Kafferegionen er rig, kaffefarmene er velholdte og yderst smukke og vejene er gode, så vi nåede hurtigt frem til Cocora Valley og Filandia.

Vores altvidende guide Alfredo fortalte at de meget relegiøse colombianere på palmesøndag plejede at fælde palmer og dække gaderne med palmeblade for at mindes Jesu ankomst til Jerusalem. Det gjorde at den op til 60 meter høje vokspalme blev udrydningstruet og derfor fredede den colombianske regering palmen og gjorde den til Colombias nationaltræ. Vi gjorde holdt et par timer i Cocora Valley for at se lidt nærmere på palmerne. Hiket op ad bjerget var forholdsvis let og på toppen af bjerget fik vi vores belønning i form af den mest fantastiske udsigt over én af de mange smukke dale i regionen. Alt er dækket af kaffebuske og regionen er ubeskrivelig frodig. Der er så mange steder hvor man bare har lyst til at blive en dag eller to for at nyde udsigten, varmen, duften og atmosfæren. Men Colombias turisme er stadig i sin vorden så der er (heldigvis) ingen hoteller der spolerer den storslåede region. Kun den ene lille kaffefarm efter den anden.

Efter Cocora Valley var vi en tur forbi Filandia med dens farvestrålende huse inden vi langt om længe begav os mod Hacienda Bambusa.

Hacienda Bambusa ligger mutters alene 30 minutters kørsel for enden af en grusvej i udkanten af en kakaoplantage. På dette øde sted ligger denne luksuiøse hacienda hvor vi straks efter ankomsten blev tilbudt en kølig klud til at vaske rejsestøvet af os samt en forfriskende juice. Haciendaen er stilfuldt indrettet og værelserne virkelig lækre men placeringen derude i ingenting virkede underlig. Men efter et stykke tid begyndte det at give mening med dette lækre sted. Naturen i Colombias kafferegion er det meste fantastisk og herud var den speciel ”luksiøs”. Så til trods for den noget aparte placering af Hacienda Bambusa passede den i virkeligheden perfekt ind i naturen.

Da vi spurgte til nøglen til værelset (som i virkeligheden var en lille suite) fik vi svaret at de ikke brugte nøgler. Herude var der fredeligt og ingen havde brug for nøgler. En forfriskende tanke.

Med til luksusen hørte en femretters gourmetmeny med et vinkort der kunne imponere – serveret af en tjener i et outfit der mest af alt passede til en ganster fra 30’ernes USA og dermed lige så inderlig som Hacienda Bambusa

Hacienda Bambuse var et unikt sted som man bør opleve og man får lyst til at sige “You can check out but you can never leave” (undskyld Stefan).

Rejsebrev 5

Hvis man leder efter en grund til at rejse findes den i Colombias kafferegion.

Regionen er en grøn eksplosion af frodighed og overalt er de små stejle bjerge dækket af velordnede kaffeplantager og hvide haciendaer med rødmalet træværk. Hvor bjergene ikke er dækket af kaffebuske vokser der appelsin, mandarin, mango, lupo eller én anden af Colombias 70 spiselige frugter

Duften fra de mange forskellige plantager og den varme jord er som duften af nyhøstet mark i august i Danmark – gange 100.

Den store frodighed giver plads til et utal af fugle og uanset hvor man er flyver kolibrier og parakitter bogstavelig talt om ørerne om en.

Temperaturer er forholdsvis konstant 25 grader og fugtigheden til at holde ud.

Vi kørte gennem regionen til José Fernadios plantage og havde så svært ved at forlade dette vidunderlige sted at vi ikke nåede vores tur på en kaffeplantage.

José viste os rundt og bød på frokost alt imens han fortalte og fortalte og fortalte – om dyrkningen af sine mange frugttræer, sine 850 forskellige orkideer-arter og de 216 forskellige fuglearter han har på sin ejendom.

Alt for sent kørte vi videre til den kaffefarm hvor vi skulle overnatte. En ubeskrivelig dejlig hacienda omgivet af kaffebuske og med et stort fællesbord hvor vi nød aftensmaden sammen med en colombiansk/australsk familie og en fransk familie. Mange historier blev fortalt og det blev sent inden vi kom i seng

Rejsebrev 4

Tejo som vi spillede det i Guasca er af flere årsager den ultimative mandesport (vi undskylder på forhånd til alle dem der ikke tror på forskel mellem kønnene 😉)

For det første er reglerne så simple at alle mænd kan være med 😊. De består ganske enkelt i at man kaster en metaldisk mod en lerplade. Midt på lerpladen er der anbragt en metalring og rammer man i ringen så diske bliver siddende i leret er der 6 point hjemme.

Det næste fede ved Tejo er at det involverer “sprængstoffer”. På metalringen er placeret to små trekantede pakker med krudt og hvis metaldisken rammer dem eksploderer de med et rimelig højt brag. Det gør at hele spillehallen konstant genlyder af brag og lugter dejligt af krudt. Det giver i øvrigt 3 point ekstra at få krudtet til at eksplodere.

Tejo kan ikke spilles uden øl. Derfor er bænkene i spillehallen designet til at der kan placeres en kasse Poker eller anden lokal øl i bænken. Praktisk så de ikke står i vejen men stadig er lette at komme til. Et spil Tejo varer i øvrigt indtil der ikke er flere øl tilbage. Simpelt så enhver mand kan forstå reglerne 😊

Når man drikker øl skal man tisse – men hvem har lyst til at forlade en god kamp netop som den er mest spændende. Derfor er der placeret et enkelt pissoir med en lav afskærmning midt i spillehallen så man kan lette sig undervejs uden at går glib af noget

Endelig er der – i hvertfald i Guasca – mulighed for at parkere sin motorcykel i baren. Så ved man hvor den er. Om man så bør kører hjem efter spillet er en helt anden sag

Vi morede os gevaldigt med at spille Tejo – men selvom reglerne er enkle havde vi efter halvanden times spil blot scoret 12 point tilsammen.

Vi lader billederne tale for dem selv.

Rejsebrev 3

Fra saltmine til spillehal

Lørdag morgen kørte vi til den nordlige del af Bogotá. Mens den historiske bydel, som vi bor i, er noget slidt og fattig men fyldt med vægmalerier, små barer og spændende streetfood, er den nordlige bydel rigere med fejede gade og kontorbygninger i glas. Kontrasterne er store, tankevækkende og fascinerende.

Målet for dagens udflugt var dog saltminen i Nemocon. De saltholdige søer i minen skaber de mest fantastiske optiske illusioner, fordi det saltholdige vand skaber et fuldstændig perfekt spejl.

Ved første sø holdt vi os i god afstand fra kanten af det, der så ud som et 10 meter dybt hul, men som viste sig at være en spejling af minens loft (2. billede nedenfor). Minen var i øvrigt kulisse for filmen “Los 33” om de 33 chilenske minearbejdere, der i 2010 var fanget i en mine i 69 dage.

Vi fik også set verdens største saltkrystal udformet som et hjerte og en kopi af den 163 kg tunge sten en minearbejder i protest mod arbejdsforholdene i minen bar på sin ryg hele vejen til stationen i Nemocon og fra stationen i Bogotá til Plaza Bolivar (den havde nok krævet en cykelbillet hos DSB).

Efter en hyggelig frokost i Guatavita kørte vi videre mod én af de ting, vi havde glædet os mest til – et spil Tejo.

Vi endte i Guasca halvanden times kørsel nord for Bogotá. Guasca er en typisk lille colombiansk by med en hovedgade, et torv med kirken på den ene side og rådhuset på den anden side samt et væld af herreløse hunde, der lister omkring eller ligger og dovner på diverse gadehjørner.

Da det var lørdag, var der masser af lokale på gaden og efter en del spørgen fandt vi stedet, hvor Colombias nationalspil Tejo blev spillet. Vi blev mødt af en del nysgerrige blikke i spillehallen men blev hurtigt budt velkommen og instrueret i spillets regler og små tricks.

Selve spillet fortjener sin egen omtale, så det vil vi fortælle mere om i et selvstændigt opslag og her blot nævne at det bl.a. indbefatter ler, krudt, en del øl og pissoirs på spillepladsen.

Mens mørket (temmelig hurtigt) sænkede sig over Bogotás bjerge, kørte vi hjemad igen og på vej ned ad bjergene fik vi det smukkeste syn over det oplyste Bogotá.

Søndag går turen til Armenia og noget varme i kafferegionen.

Rejsebrev 2

Fra Eldorado til Utopia

Stadig på europæisk tid vågnede vi klokken 2 fredag morgen og tog derfor tidligt på ét af Bogotás markeder. Så undgik vi også den værste trafik.

Med 8-11 millioner indbyggere i Bogotá må biler med bestemte nummerplader kun køre bestemte dage, men trafikken er stadig tæt.

Markedet var mest af alt spændende pga alle de eksotiske frugter hvoraf 60% aldrig har fundet vej til de skandinaviske butikker. På markedet var der også en del “velassorterede” blomsterhandlere (se billedet).

Efter et kort stop på et af udkigspunkterne over den enorme by fortsatte vi mod dagens højdepunkt – Utopia.

Utopia er frontløberen i Colombias spirende økologiske landbrug og deres arbejde med at genopdyrke glemte grøntsagssorter er nået så vidt omkring at de havde selveste Noma på besøg for et år siden.

Adriana viste os med stor entusiasme rundt på gården – der mest af alt mindede om en stor køkkenhave. Vi høstede forskellige grøntsager – bla fem forskellige slags gulerødder – samt diverse blomster og kartofler i alskens farve (se billedet). Herefter lavede vi en god frokost sammen med familien og dens børn.

Vi fin en god snak om økologi og vedvarende energi og de fik bogstavelig talt tårer i øjnene da de hørte om hvor mange økologiske fødevarer og vindmøller der er i Danmark. Bemærk entusiasmen Heimes stemmen på videoen 😊

Børnene fik også lov til at flyve en tur med vores drone og det fik vi en lille video ud af (se forneden).

Alt i alt en fantastisk dag, hvor vi kom meget tæt på den colombianske befolkning og de ting der rører sig i dem.

Rejsebrev 1

Så er vi landet i Bogotá. Vi landede kl 14 med et enkelt stop i Amsterdam.

Med en tidsforskel til København på 7 timer skal vi lige vende os til tidsforskellen, så vi indledte med en kop velsmagende colombiansk espresso. Det hjalp rimeligt effektivt på trætheden skal vi hilse og sige!

Vi bor i centrum af det gamle Bogotá, hvor alting er tæt på, så efter kaffen gik vi på guldmuseet – Museum del Oro. Her er så meget guld, at det er svært ikke at tro på legenden om Eldorado.

Vi synes jo, at én af glæderne ved at rejse er at komme så tæt på de lokale som muligt, så tanken om en restaurant blev hurtigt droppet til fordel for noget streetfood. Det er altid så hyggeligt, når man samtidig falder i snak med de lokale – godt hjulpet af vores “Mand i Bogotá” Lisa og hendes spanske.

Efter gadekøkkenet var vi blevet tørstige og måtte en tur på én af de lokale barer for at smage noget lokalt øl inden det giv hjemad til nogle tiltrængte dyner.

 

Følg os på Facebook

Følg os på Instagram